Har du solide analytiske færdigheder og erfaring med at skabe overblik over komplekse datalandskaber? Motiveres du af at afdække dataflows, forstå forretningsprocesser og omsætte teknisk indsigt til tydelig dokumentation og konkrete data governance-leverancer? Og har du lyst til at være med til at optimere vores arbejdsgange og udforske, hvordan AI kan skabe mere effektive og værdiskabende data governance-processer? Så er du måske vores nye kollega.
Nykredit-koncernen er ejet af en forening af vores kunder, Forenet Kredit. Det betyder, at vi kan dele vores fremgang med vores kunder, når det går os godt, og at vi påtager os et særligt ansvar over for det samfund, vi er en del af. Det vil du også opleve, når vi kan byde dig velkommen som dataanalytiker.
Bliv en del af Data Governance Execution & Technology
Du bliver en vigtig del af et centralt team, der arbejder med at omsætte data governance-principper til praksis på tværs af Nykredit-koncernen. I tæt samarbejde med stakeholders fra forretning, IT og andre centrale funktioner skal du bidrage til at skabe transparens, dokumentation og fremdrift i arbejdet med datakvalitet, metadata, kritiske dataelementer, kilder og lineage.
Vi arbejder samtidig målrettet med at optimere og effektivisere vores processer, blandt andet ved at udforske og anvende AI som en naturlig del af data governance-arbejdet. Med din dataforståelse og forretningsmæssige nysgerrighed vil du bidrage til at skabe sammenhæng mellem forretningsprocesser, datakilder og regulatoriske krav.
Du forventes at kunne sætte dig ind i nye og komplekse forretningsområder, forstå værdikæder og identificere, hvor data skabes, transformeres og anvendes. Arbejdet kræver dataforståelse, analytisk struktur og evnen til at samarbejde med kolleger på tværs af forretning, IT, risikoområder og vores internationale teams. Du vil også være med til at identificere muligheder for at arbejde smartere, reducere manuelle processer og øge kvaliteten i vores leverancer – eksempelvis gennem bedre brug af værktøjer, standarder, automatisering og AI-understøttelse. Data Governance Execution & Technology er placeret i Aalborg og København, og da vi arbejder tæt sammen med vores søsterteam i Polen, er det vigtigt, at du kan kommunikere professionelt på engelsk.
Dine vigtigste arbejdsopgaver bliver:
- Afdække, analysere og dokumentere datakilder, dataflows og lineage i tæt dialog med forretning, IT og relevante dataejere.
- Bidrage til arbejdet med datakvalitet, metadata, kritiske dataelementer og autoritative kilder, så data bliver mere forståelige, anvendelige og styrbare.
- Omsætte komplekse data- og forretningsforhold til tydelig dokumentation, beslutningsgrundlag og anbefalinger for både tekniske og ikke-tekniske interessenter.
- Samarbejde tæt med stakeholders på tværs af forretning, IT og internationale teams for at sikre fremdrift, fælles forståelse og compliant løsninger.